Danmark stiller 2 landshold samt naturligvis vores invitational deltagere!

Det første landshold fandt vi i en forrygende landsfinale på Lübker i september – det andet finder vi ligeledes på Lübker til september 2021!

Der var hele 123 spillere til start i Landsfinalen, og rækkerne blev derfor afholdt løbende. Lübker stod toptrimmet og selv om den er udfordrende, er den blevet meget mere medgørlig, og med så mange deltagere, kan man forvente gode scores.

I a-rækken brillerede Thomas Egholm Mouritsen fra Mollerup Golfklub ved at gå banen i brutto én under par. Med 5 slag på banen (hcp 2,9) gav det netto 66. Han blev fulgt til dørs af Jacob Plambeck fra Aabenraa, der også var brutto én under par, men kun havde 3 slag på banen og altså netto 68.
B-rækken blev et tæt opgør mellem Anders Jørgensen fra Silkeborg-Ry og Per Jørgensen fra Værebro, der begge havde 68 netto, med førstnævnte som vinder grundet det lavere hcp. (For Per Jørgensen var det til at bære, idet han dagen efter vandt “Race to Mexico” par-turneringen med Brian Eriksson og ad den vej sikrede sig en plads i Mexico).
  • C-rækken blev en gentagelse af sidste års finale, hvor Søren Norlander fra Midtsjælland også vandt. Denne gang dog i meget overbevisende stil med 64 netto hele 10 slag ned til 2. pladsen!

  • D-rækken blev vundet af Jacob Larsen fra Aarhus Aadal i 70 netto. Samme score som Bent Andersen fra Ishøj GK, men det lavere hacp. gjorde forskellen. (Som man vil kunne læse andetsteds, kommer Bent Andersen alligevel ud at rejse da han vandt “Race to DA-Masters Ranglisten” og en finaleplads i Portugal i DA-Firmamasters!).
  • I E-rækken vandt John Beider fra Hørsholm Golfklub med et enkelt slag foran Martin Kauslund fra Odense Golfklub.

De fem rækkevindere udgør det landshold, der skal til Mexico og repræsentere Danmark i 2021. Alle andre får endnu en mulighed for at komme med til den samme Verdensfinale, da der naturligvis afholdes endnu en World Amateur Golfers Championship kvalifikation i Danmark i 2021!