Mange har spurgt til vores golfrejse til US Masters i april, og det var også en meget speciel og enestående ”golf-ferie”, så jeg vil give en lille kort opdatering på rejsen:
Først og fremmest var det en god flok, vi havde fået med på turen, der passede godt til hinanden, så der var god kemi fra starten. Det udviklede sig også til en lille road-trip, fordi vi skulle have nogle spændende baner med, så turen startede i Charlotte i North Carolina, hvorfra vi bevægede os ned til South Carolina og naturligvis Georgia.
Første golfstop på turen var en bane, der hedder Tot Hill Farm, som er designet at Mike Strantz. Han havde i mange år arbejdet for Tom Fazio, som on-site designer, men nåede kun at designe 9 baner i sit eget navn, før han døde i en alder af kun 50 år. I klubhuset hang en plakat med de 50 sværeste baner i USA, og her var Tot Hill Farm nr. 7! Banen, vi skulle spille dagen efter, Tobacco Road, var nr. 10 på denne liste. Tobacco Road er også designet af Mike Strantz og er en top-100 bane.
Begge baner var en kæmpe oplevelse. Meget dramatiske og visuelle med en del ”forced carries”. Altså områder man fra tee skulle hen over for at komme på fairway.
Efter de to baner gik turen til Pinehurst Golf Resort, hvor vi boede på byens første hotel fra 1895. her spillede vi først den nyeste bane, Pinehurst No. 10, designet af Tom Doak. Den var rigtig spændende med træer langs fairway, masser af waist-områder og bunkers. Hul 17 var et kort par tre over vand.
Dagen efter spillede vi Pinehurst No. 4, der for nyligt at redesignet af Gil Hanse. Også en fantastisk bane, der dog havde noget sygdom i greens, der ikke levede op til resten af resortets baner. Om efterdagen nåede vi 10 huller på No. 1. Man var vel på golftur!
Dagen efter ventede så US Open banen fra 2024, Pinehurst No. 2, der op til US Open blev redesignet af Crenshaw og Coore. Vi varmede op med en runde på No. 5. om morgenen. Og så tog vi ellers No. 2., som var den store oplevelse, man kunne håbe på.
Vi havde også fornøjelsen at møde golfbanearkitekten, Richard Mandell, der har skrevet et stort værk om netop Pinehurst, samt designet og renoveret en del baner i området, designet af Donald Ross.
Fra Pinehurst tog vi så til South Carolina, hvor vi spillede Darlington Country Club, som Richard Mandell er i gang med en større renovation af. En lille perle i et område, hvor der var længere mellem golfbanerne. Dagen efter spillede vi så en anden lille perle, Cheraw State Park, der lå i et skønt naturområde.
Herfra gik turen til Columbia, og dagen efter ventede så besøget på Augusta National og US Masters finalerunden!
Vi var naturligvis tidligt ude og kørte 1 time og 15 min. til Augusta, hvor vi først fik vores adgangsbilletter. Herfra gik det gennem kontrollen til det hellige område og vel indenfor, gik turen først forbi det store Merchandise udsalg. Alt i god ro og orden, som det hører sig til på Augusta. Indkøbene kunne man så deponere til afhentning senere, så man slap for at bære rundt på det.
Derefter en tur hen til 18. green og 18. tee, som vi ikke regnede med at komme tæt på senere. Derefter fulgte vi nogle af de første spillere ud på banen, og oplevede de ikoniske huller for første gang. De er præcis lige så imponerende og flotte, som de ser ud på TV! Vi fulgte så Rasmus alle 18 huller, og det passede så med, at vi kunne gå over og følge McIlroy og Deshambeau på hul 10 og resten af runden. En helt fantastisk dag med mange indtryk. Det er virkelig en helt speciel turnering med en helt særlig atmosfære. Der er f.eks. ingen tilskuere, der løber. Man må ikke have mobiltelefoner el. lign. med ind. og man skal som publikum kunne hygge sig uden at blive flået, og derfor koster en sandwich kun fra 1,5 USD og en cola 2 USD! Og de her consessions som de hedder, hvor man kan købe mad og drikke, går man lige igennem uden større køer.
Dagen efter rejste vi hjem fra Columbia lufthavn, vi nåede dog lige en runde på Columbia Country Club…
