Den 4., 5. og 6. september oplevede vi tre helt fantastiske dage på Lübker Golf Resort. Den 4.9. var ”sidste-øjebliks” kvalifikation til Race to Mexico og World Amateur Golfers Landsfinalerne de følgende to dage. Vejret var i den grad med os med sol, varme og næsten ingen eller kun lidt vind.
Race to Mexico blev vundet af Michael Pedersen og Kurt Amandus von Barner Altenburg, begge fra Køge Golfklub. De gik to meget flotte runder i hhv. 62 og 68 netto. De er stadig nye i sporten, da de kun har spillet golf i 13 måneder og har deltaget i næsten alt, de kunne komme i nærheden af. Michael Pedersens nye hcp. efter runden er 20,1 og før runden 21,4. 2. pladsen blev indtaget af Brdr. Andersen, Allan og Bent med hhv. 66 og 70 netto. Tredjepladsen gik til Jørn Jensen og Klaus Nissen med 141 netto.
Se alle resultaterne på GolfBox Tournament
Dagen efter afholdtes Landsfinalen i World Amateur Golfers Championship, hvor de fem rækkevindere skulle findes. På det perfekte Lübker Golf anlæg, der var toptrimmet til finaledagene, blev scores pænt imponerende.
A-rækken: Jacob Balle Jensen, Hørsholm, 75 netto (+3)
B-rækken: Rune Bak, Ledreborg, 67 netto (-5)
C-rækken: Christian Skotte Iversen, 68 netto (-4)
D-rækken: Svend Erik Kristensen, Juelsminde, 68 netto (-4)
E-rækken: Michael Pedersen, Køge, 64 netto (-8)
Udover deltagelsen i Verdensfinalen i World Amateur Golfers Championship, var der flotte præmier til de 6 bedste i hver række fra ZONE, Bryggeriet Skovlyst og på runden blev spillerne serviceret med bl.a. alkoholfri øl fra Skovlyst og energidrikke fra State Energy.