Riu Tikida Dunas bliver vores nye hotel, når vi d. 14.-21. marts afholder Morocco Masters i Agadir.
Vores tidligere deltagere vil genkende hotellet som nabo til Ibero Star. Hotellet er med sine 400 værelser noget større end Iberostar, så forhåbentligt løber vi ikke ind i det problem, vi har haft de seneste år, nemlig at vi ikke kunne få alle de værelser, vi ønskede os!
Det er samtidigt en del af den gruppe, der ejer Golf du Soleil, hvor vi afholder vores golfrunder under Morocco Masters, og det har gjort, at vi kunne få lidt bedre priser på golfen, så selv om hotellet er et lille nøk opad, har vi stadig en god pris på hele pakken.
Hotellet har all inclusive med en meget flot bar, med et stort område med sofagrupper, hvor man kan hygge sig. Derudover er der tre udendørs pools, en indendørs, tennisbaner og stor spaafdeling. Der er tre restauranter og bl.a. morgenmadsrestauranten ligger med flot udsigt over Atlanterhavet.
Den store gruppe er booket med Norwegian fra København til Agadir d. 14.-21. marts. Det vil også være muligt at forlænge turen fra f.eks. d. 11.-21. marts, da SAS afgår både onsdag og lørdag. Det vil også være muligt at flyve fra Hamborg med direkte fly. Det er dog kun gruppebilletten med Norwegian fra København, hvor vi har en fast pris. Alle andre afgange er til dagspris, der stiger, jo nærmere vi kommer afrejse. Så vil man gerne flyve fra Hamborg og/eller forlænge så bestil allerede nu, så får du den billigste flypris.
Læs om rejsen, der har samlet glade golfere, der vil have lidt mere at spille om på deres golfferie, siden 2003, HER














