Som turneringsarrangør af blandt andre World Amateur Golfers Championship og Race to Thailand oplever vi fra tid til anden, at der sættes spørgsmålstegn ved visse spilleres præstationer og scores.
Det er en problematik, som vi tager alvorligt, og gennem dialog med bl.a. DGU og klubberne har vi derfor i år valgt at gå ind i enkeltsager og forholde os til resultater og handicaphistorik.
Målet er at undersøge, om der er spillere, der ”plejer” handicappet – eller om der er nogen, der er endt med et højere hcp. end de egentligt burde have, og med helt legitime grunde.
Dermed ikke sagt, at vi reagerer på, at en spiller går ud og laver en enkelt fantomrunde i en af vores turneringer. Men ses der et mønster over længere tid, så undersøger vi sagen nærmere.
Det, som vi typisk kigger på, er, om en spillers udvikling i hcp. ser usædvanlig ud. Eksempelvis kan der være spillere, der præsterer ekstremt godt i turneringssammenhæng, men til gengæld har svært ved at leve op til de gode scores, når der spilles private hyggerunder.
En sådan situation har naturligvis indflydelse på spillerens handicap, og dette gør sig endnu mere gældende i det nye system, WHS, hvor det er muligt at flytte sig adskillige slag, hvilket trods alt krævede virkelig mange runder i det gamle system.
Vi har samtidig også forståelse for, at visse spillere præsterer bedre, når der ”noget på højkant”, men Regel 1 i det nye handicapsystem, WHS, foreskriver trods alt, at man gør sit bedste på alle runder og hvert eneste hul.
En spiller forventes at:
a. Optræde med integritet ved at følge Handicapreglerne og afholde sig fra at bruge eller omgå Handicapreglerne med det formål at opnå en unfair fordel,
b. Forsøge at opnå den bedst mulige score på hvert hul,
c. Indlevere/indtaste tællende scores til handicapformål så hurtigt som muligt efter rundens afslutning og før midnat lokal tid,
d. Indlevere tællende scores for at give et rimeligt bevis for deres demonstrerede spillestyrke,
e. Spille efter Golfreglerne, og
f. Godkende medspilleres scores
I de tilfælde, hvor vi finder, der er en markant forskel mellem turneringsrunder kontra private runder, kan det betyde, at vi meddeler en spiller, at han/hun fremover skal spille i et (lavere) mere retvisende handicap, der i højere grad afspejler den reelle spillestyrke.
Den praksis har i år ført til, at vi har valgt administrativt at regulere enkelte deltagere i deres handicap, fordi vi mener, at det officielle handicap ikke er retvisende.
I denne forbindelse vil vi gerne understrege, at når vi undersøger en sag, så er der fra vores side ingen andre end de implicerede spillere og deres respektive klubber, der får kendskab til de indgreb, der eventuelt måtte blive foretaget.
Det skal være sjovt og fair for alle
Vi har valgt at melde dette ud, fordi vi som turneringsarrangører ønsker at værne om vores turneringer.
Vi synes, det er sjovt at stable disse turneringer på benene, hvor der er ekstra store præmier på højkant. Det får blodet til at rulle hurtigere, og der er lidt ”lotto” over det; ”tænk nu hvis….”, men også på en måde, så det ikke er helt fjernt eller urealistisk at vinde den store gevinst! Det er simpelthen sjovere og mere spændende med en præmie, hvor man kan ende med at komme på en fantastisk rejse og deltage i en finale, måske med deltagelse af andre spillere fra andre steder i verden.
At afvikle sådanne turneringer kræver et stort set up, og der er selvsagt en del økonomi involveret. Derfor er det også afgørende, at mange har lyst til at deltage, hvilket også er med til at gøre det sjovere, når et stort antal stiller til start.
Men alt for ofte hører vi; ”det gider jeg ikke spille med i, for jeg har ikke en chance, det er altid en fifler, der vinder!”
Det synes vi er synd. Ikke blot for vinderne, men også for alle dem, som fravælger at deltage, selvom de egentligt havde lyst.
Kom og vær med!
Ved aktivt at forholde os til denne problematik, som er åbenlys for mange, ønsker vi at sende et signal om, at de få ikke må ødelægge det for det store flertal, som stiller op for at få en hyggelig dag og på lige fod konkurrere om landsfinalepladser og videre avancement.
Det er ingen hemmelighed, at får en turnering et forkert ry, så kan det i sidste ende betyde, at vi ikke længere kan afholde spændende og sjove turneringer, med præmier, der er ud over det sædvanlige!
Nu er præmierne trods alt ikke alt, og vi oplever da heldigvis også, at mange deltager igen og igen pga. det sociale element, hvor man møder nye mennesker og spiller nogle andre dejlige baner, end ens hjemmebane. Sådan skal det helst blive ved med at være.
Afslutningsvist kan vi derfor kun opfordre alle til at deltage og selv opleve den gode stemning, uanset hvilken turnering, I vælger at deltage i.
Med venlig hilsen
Henrik Bergqvist, Green Time & Søren Barnak, GolfersGlobe.
GolfersGlobe står bag turneringerne:
Race to Thailand
Greece Open
Green Time står bag turneringerne:
Lintrup & Norgart Open
World Amateur Golfers Championship
Race to Mexico
Best Friends Foursome
DA-Masters
Gangstergolf