For første gang i Best Friends Foursome’s 27-årige historie lykkedes det for et par at få deres navn på pokalen to år i træk.

De tre finalepar havde vundet opholdet i Marrakech i Marokko ved at vinde hver deres Best Firends Foursome turnering i løbet af sommeren på hhv. Lübker, Simon’s og Sorø/Trelleborg.

Det lykkedes at presse 4 runder golf ind på de kun 5 dage i Marrakech. På ankomstdagen spilledes Golf Palmeriae. Dagen efter Palm Ourika, og først den 3. runde var opvarmningen slut og finalen begyndte på Noria. Spilleformen på første finalerunde var fourball og med 48 points lagde de forsvarende mestre, Thomas Rughoff og Anders Poulsen (The Scandinavian og Vejle), sig i front med et enkelt slag foran Ole Frisenvad og Jacob Andersen (Lübker). På tredjepladsen lå Ejner Bo Bloch og Finn Madsen (Fredensborg og Birkemose).

Thomas og Anders fortsatte det stærke spil i anden finalerunde på Montgomerie, hvor spilleformen var fourball aggregate, hvor de to scores blot lægges sammen. Med Anders’ 43 point og Thomas’ 37, var det en noget nær umulig opgave for de andre par. Og de kom da heller ikke i nærheden! Deltagerne var begunstigede af perfekt vejr med høj sol og ingen vind! Banerne stod flot med generelt rigtig hurtige greens.

Rejsen til Marrakech foregik upåklageligt med Norwegian med direkte forbindelse fra København. Deltagerne boede på det femstjernede Barcelo Palmeraie og alle havde valgt at tilkøbe All Inclusive.