Turneringen, der giver helt almindelige klubgolfere muligheden for at spille for Danmark i Verdensfinalen, spilles 25 steder i landet i 5 rækker op til hcp. 25,4
Verdensfinalen i World Amateur Golfers Championship finder i år sted d. 23.-31.10. på Desaru Coast i Johor Bahru i Malaysia. Deltagerne bor på det femstjernede Hard Rock Hotel og spiller 4 baner, hvoraf to hører til hotellet og er designet af Greg Norman.
I verdensfinalen i WAGC spiller de fem rækkevindere for Danmark i en nationsturnering med deltagelse af 45 lande. Udover nationsturneringen afholdes der også en ”invitational”, WAGI, hvor to-mandshold kan spille med under samme forhold. Den kan man også vinde en plads i ved at deltage i Race to Malaysia, der ligesom WAGC spilles ca. 25 steder i landet, og her kan man deltage med op til hcp. 36.
Det koster kr. 350 hhv. 300 at deltage i en af de to turneringer, men faktisk er det muligt at deltage i begge turneringer på én gang! Spilleformen er slagspil med max. 5 over par på et hul, og i parturneringen lægger man blot de to individuelle scorer sammen. Alle deltagere modtager desuden 3 bolde fra Titleist i startgave samt vand og chokolade på runden.
De fem rækkevindere hvert sted kvalificerer sig til Landsfinalen på Lübker d. 7.9. og dem fem rækkevindere her udgør det landshold, der skal til Malaysia sidst i oktober, og spille mod tilsvarende hold fra 45 andre lande!
I Race to Malaysia parturneringen kvalificerer de tre bedste hold sig til Landsfinalen på Lübker d. 8.9. (dagen efter Landsfinalen i WAGC), og det bedste hold her vinder rejsen til Malaysia. Her deltager de i WAGI, der er en parallel turnering til WAGC, hvor man spiller som par. I begge turneringer er der også individuelle placeringer i hver hcp. række der går fra +8-5, 5-10, 10-15, 15-20 og 20 til 25. I WAGI er der en ekstra række fra 25-36 hcp.
De første turneringer afholdes d. 25.4. i Sorø og d. 26.4. i Trelleborg. Ugen efter spilles der d. 2.5. i Aabenraa og d. 3.5. på Royal Oak!
Faktisk er det muligt at købe sig til at deltage i den enestående verdensfinale og deltage i WAGI-turneringen. Det koster kun kr. 22.500 (med de nuværende priser på fly – kr. 17.500 uden fly), og der får man altså 8 dage på femstjernet hotel, 6 runder golf sammen med spillere fra 45 lande, stort set alle måltider, caddier og buggy på alle baner, alle transfers og deltagelse i en turnering, der er den eneste af sin slags! Det gør flere danskere hvert år og typisk er det tidligere deltagere i turneringen, der vil prøve oplevelsen igen!
Læs mere og tilmeld dig og/eller dit hold i Golfbox HER






